DV magasin nummer 1 2026 - Flipbook - Side 8
VETERANSTØTTEN: FRA SKYDEBANEN TIL SYMASKINEN
AF PETER SKAUTRUP
Fra skydebanen til symaskinen
Martin Valentin har på få år doneret en betydelig sum til Veteranstøtten.
Pengene skaffer han ved salg af tasker, som han sidder og syr i fritiden
derhjemme.
Martin instruerer eleverne på skydebanen.
Når oversergent i Flyverhjemmeværnet Martin Valentin springer rundt på skydebanen og
herser med sine unge og gamle elever, er det
svært at se ham for sig et helt andet sted:
Koncentreret over en symaskine.
På skydebanen spræller han livligt og pædagogisk – skubber til ”rekrutterne” så de øves
i at holde riflen fast og stå i ro, selvom han
netop prøver at skabe uro omkring dem.
Skydning har været hans passion, siden han
begyndte i Hjemmeværnet for 13 år siden.
”Skydning er sjovt – det var indgangsvinklen
– det er også derfor, jeg er skydelærer. Jeg er
nok på skydebanen 60 til 80 dage om året,”
siger han.
Side 8 | Danmarks Veteraner | # 1 | 2026
MØDET MED VETERANERNE
Hans interesse for veteranernes sag begyndte i marts 2020. Da Covid-19 hærgede.
Myndighederne åbnede en ”Corona Hotline”,
og i Jonstrup lejren ved den gamle flyvestation i Værløse sad hundredvis af mennesker
klar ved telefonerne for at besvare spørgsmål fra bekymrede borgere. I de første uger
var der 15.000 opkald. Om dagen.
Medarbejderne i callcentret var en blanding
af civil og militær. Politielever, sygeplejersker, medicinstuderende, SOSU-assistenter,
og så var der et stort bidrag fra Hjemmeværnet. Heriblandt Martin Valentin, der nu var
blevet ansat som konstabel i Forsvaret og
fungerede som forsyningshjælper.
Ud over at jobbet i centret var meningsfyldt i
sig selv, gav det ham en øjenåbner: Mange af
de uniformerede kolleger var veteraner, og
nogle af dem fortalte ham om deres problemer.
”Jeg syntes ikke, samfundet havde passet
særligt godt på dem,” siger han.
”Det var PTSD i mindre eller større form, og
de havde det svært med at være kommet
hjem til familien – typisk var, at når de havde
været hjemme et halvt, så mente familien, at
nu måtte alt være godt, men nogen af dem
havde jo haft forfærdelige oplevelser, og det
kommer man ikke over på et halvt år.”
Martin havde mange samtaler med veteranerne om det med ”at komme hjem igen”,
men også om oplevelser fra deres udsendelser.
